Der havde været en del blæst og uroligt vejr de foregående dage, så min mand og jeg var ikke sikre på, at vores maskine kunne komme til at lande i Kangerlussuaq (Sønderstrømfjord) den dag i december 2009, da vi efter to en halv måneds ophold i Aasiaat var på vej hjem til Bording på juleferie. Alt gik imidlertid efter planen, selvom vi blev lidt rystet rundt i luften lige før en ellers fin landing med Dash7-maskinen, som Air Greenland har fløjet med på sine indenrigsruter i mange år. Vi fløj meget i Grønland i firserne, da vi første gang boede der, men det var mange år siden, og nu sad vi så her igen på vej til Danmark.
Hvor var de dog blevet af, alle de mange år? Hvordan kunne vi finde på at forlade vores trygge hjem og dejlige børnebørn og tage afsted til Grønland igen?
Den historie begyndte i 2007, da John Østergaard, lederen af Inuunerup Nutaap Oqaluffia (INO), Det nye livs kirke, som frikirken i Grønland hedder, spurgte os, om vi kunne komme en tur til Nuuk for at afløse ham og hans kone i deres sommerferie. Det kunne vi ikke den sommer, da vores ældste datter skulle giftes.
“Men,” sagde vi til John, “du kan jo spørge os igen til næste sommer.”
Og det gjorde han!
Vi rejste med store forventninger op til den by og det land, hvor vi havde tilbragt syv gode og hårde år fra 1980-87. Dengang var vi i vores bedste alder. Vi havde tre små børn med derop og fire med hjem, den sidste blev født på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.
I sommeren 2008 skulle vi bare lige op og være ferieafløsere i seks uger, lidt af en “loppetjans”: Se byen igen, de gamle steder, vande blomsterne, tømme postboksen, hjælpe lidt med møderne, gå nogle lange ture ud i fjeldet og også have besøg af vores tre piger. De havde besluttet at lægge en uges sommerferie i Nuuk for at gense det land, de var vokset op i.
| ISBN Nummer | 978-87-92459-97-8 |
Kunder der har købt dette produkt har også købt